Vester Vedsted By

Lokalområdebeskrivelser udgør et supplement til kommuneplanen, og har til formål at understøtte lokal projekt- og idéudvikling.

Det klikbare kort nedenfor viser de nuværende planer for dit område. Arealanvendelsen Landsby vises med en lys olivenfarve. Herudover kan der indgå nærrekreative områder (blomstret) og kirkegård (med kors) i landsbyens afgrænsning. Signaturforklaringen findes i kortets øverste højre hjørne.


Farverne og størstedelen af de øvrige oplysninger på kortet kommer fra kommuneplanen. Tre ikoner har et andet ophæng. Det lille ”i”-ikon viser de særlige kvaliteter lokalsamfundet som oftest selv har indberettet. Blomsterikonet viser alle typer af friluftsfaciliteter, og trækker på data fra udinaturen.dk. Esbjerg Kommune har kortlagt kunst i det offentlige rum. På kortet vises kunstværkerne med stenikonet.

Karakteristik

Vester Vedsted er en unik landsby, der ligger i det flade marskområde tæt på Vadehavet. Landsbyen er omgivet af plantager, som skaber en skovagtig atmosfære og danner en smuk kulisse omkring husene, der ligger samlet i små klynger langs de snoede veje. Denne frodige grønne ramme står i kontrast til det åbne marsklandskab, hvilket forstærker oplevelsen af begge dele.

Udover skovstemningen har Vester Vedsted også åbne grønne områder, hvor marsklandskabet trænger ind i byen og bevarer udsigten til horisonten. Vester Vedsted Bæk, som løber gennem landsbyen, er også et vigtigt element. Disse karaktertræk er vigtige for både landskab og landsby og bør bevares.

På Vester Vedsteds hjemmeside står der: ”Vester Vedsted - horisonternes landsby”. Her er der højt til himlen, både i naturen og i fællesskabet. Mennesker, der vælger at bo her, vælger bevidst en smuk og idyllisk landsby midt i en unik natur med oplevelser som at se horisonten, nyde stilheden, opleve stjernehimlen, og se sort sol og sæler.

Vester Vedsted ligger 7 km sydvest for Ribe, centralt i forhold til større byer i Syd- og Sønderjylland, som kan nås på under en time i bil. Der er busforbindelser til og fra landsbyen med stoppested ved Ungdomshøjskolen. Navnet Vedsted stammer fra 1240 og betyder "skov" eller "bebyggelsessted i skoven".

Historie og kulturhistorie

Der er gjort mange jernalderfund i området, og efter krigen i 1864 blev Vester Vedsted et grænsesogn. Den tyske besættelsesmagt anlagde flere bunkere under 2. Verdenskrig, som stadig er i god stand.

Vester Vedsted Kirke med blytækket tårn stammer fra 1175, og landsbyens tidligere skole fungerer nu som forsamlingshus. Ungdomshøjskolen ved Ribe, oprettet i 1895, er en vigtig del af landsbyen.

Vester Vedsted Skole blev opført i 1942, men kort efter blev bygningen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt. Efter krigen kom skolen igen i drift og fungerede som undervisningssted frem til sin lukning i 2005. Den oprindelige skolebygning eksisterer stadig og står som et vidnesbyrd om lokalområdets historie.

I dag er der få store gårde og enkelte små erhverv i landsbyen. Vadehavscentret, som ligger i udkanten, spiller en vigtig rolle for turismen. Byen består hovedsageligt af ejerboliger, og mange af bygningerne er bevaringsværdige. Selvom der ikke er nogen handel i Vester Vedsted, er landsbyen livlig med mange fælles aktiviteter og en aktiv landsbyforening. Især forsamlingshuset har været centrum for lokale sammenkomster, men den blev revet ned omkring 1945-46.

Vester Vedsted er en landsby, hvor naturen og fællesskabet går hånd i hånd, og hvor der er plads til både det enkelte menneske og det aktive landsbyliv.

Placering i landskabet

Vester Vedsted ligger i Danmarks største nationalpark, Vadehavet, som er UNESCO verdensarv.

Vester Vedsted ligger i det flade landskab mellem geest og marsk. Landsbyen er beskyttet af diger mod marsken, hvilket skaber et dynamisk landskab ved Vadehavet. Mod vest ligger kystdiget, og mod syd løber Fløjdiget, som oprindeligt afsluttede Ribediget.

I området ved Sdr. Kirkevej omkring kirken, kan man finde smukke overgange mellem bebyggelse og landskab, hvor det gamle vejnet har bevaret sin enkle og naturskønne karakter. Landsbyens grænser er mere uklare mod syd og øst, hvor landskabet møder større, nyere bygningsværker.

Vester Vedsted er bygget omkring Vester Vedsted Bæk på en geest-tunge – en højere liggende sandet hedeslette omgivet af opdyrkede marskområder mod syd og nord. Det meste af landsbyen ligger cirka 5 meter over havets overflade. Kirken er hævet på en høj. Mod sydvest ved Vester Bjergvej er der et kuperet område med tilplantede indlandsklitter.

Rundt om landsbyen er der store plantageområder, hovedsageligt med nåletræer. Efter stormfaldet i 1999 er skovene genplantet med mange løvtræer. I Vester Vedsted Bjergplantage er der fritliggende indlandsklitter, hvilket giver landsbyen en beskyttet karakter, som adskiller sig fra andre landsbyer ved Vadehavet. Mange marker rundt om landsbyen er beplantede.

Uden for kystdigerne ligger de store vader, som oprindeligt er smeltevandssletter fra istiden, men som blev oversvømmet, da temperaturen steg. Store mængder sand blev aflejret som revler og øer langs kysten, for eksempel Mandø ud for Vester Vedsted. Mellem øerne og kysten findes det lavvandede område, vaden, som er kendetegnet ved det markante tidevand. Dette tidevand skaber dybder mellem øerne og gennembryder sandbankerne, hvilket er grundlaget for det enestående fugleliv i området.

Vester Vedsted Bæk er et markant element i det åbne landskab mod vest og giver retning i det nøgne landskab. Bækken markerer den oprindelige landsbys nordlige grænse.

Struktur og infrastruktur

Vester Vedsted er kendt for sin velbevarede landsbystemning, præget af grønne plantager, store træer, grønninger, Vester Vedsted bæk og den tætte forbindelse til landskabet. Landsbyen er kendetegnet ved mange bevaringsværdige huse, som overvejende er i god stand. Materialevalget i landsbyen er ydmygt og respektfuldt over for den oprindelige arkitektur, hvilket bidrager til landsbyens charmerende atmosfære.

Vester Vedsted er en vejklyngeby, hvor ældre gårde og huse er grupperet omkring et forgrenet vejnet. Nyere bebyggelser er blevet integreret mellem de ældre bygninger, herunder enfamiliehuse fra begyndelsen af 1900-tallet, samt skolen og forsamlingshuset. Højskolen og det omkringliggende bebyggelsesmiljø er centrale elementer i landsbyens oplevelse.

Landsbyens veje har en enkel udformning, der passer godt til landsbykarakteren, enten som asfaltveje med græsrabatter eller som grusveje. Kirken spiller en vigtig rolle i landsbyens visuelle udtryk, med mange fine udsigter til kirken.

Sdr. Kirkevej og Mandøvej har strækninger med tæt bebyggelse, beplantning og udsigter til grønninger og marker. Skole Allé ved Ungdomshøjskolen har også en fin landsbykarakter med store plæner og træer. Vester Vedsted Byvej er kendt for sin skovkarakter.

De mange grusveje i Vester Vedsted giver en unik, intim landsbykarakter. Strækningen af Sdr. Kirkevej syd for kirken er særlig bemærkelsesværdig for sin intime atmosfære.

Vester Vedsted fungerer som indgang til både Mandø og Vadehavet og er dermed et centralt knudepunkt for naturturisme. Landsbyen udgør porten til Mandø, hvor adgang sker via Mandøvejen og den historiske Låningsvej gennem Vadehavet.

Der er mange gode stiforbindelser i plantagerne omkring Vester Vedsted.

Planlægning

Kommuneplanen omfatter hele kommunen og koordinerer hele den fysiske udvikling i kommunen ved at fastlægge, hvordan forskellige arealer skal anvendes, og hvor der er reserveret plads til forskellige former for tilbud, funktioner og anlæg.

Kommuneplanen definerer byrollerne i Esbjerg Kommune som: Hovedby, Kommuneby, Lokalby og Landsby. Byrollerne er udgangspunktet for prioritering og strategisk planlægning af lokalområder med lokalsamfund. Den mindste lokalsamfundstype med lokalområdebeskrivelse er Landsby. I lokalområdebeskrivelser for landområder findes der herudover en række mindre bebyggelser. Disse vil blive nævnt ved navn, men bliver ikke beskrevet.  

I forhold til udvikling af dit lokalområde vil det altid være relevant at tjekke kommuneplanens rammebestemmelser, men tjek også gerne hovedstrukturens temaer om fx boligområder, kultur og fritid, bevaring eller vedvarende energi.

Find kommuneplanen her

Lokalområdebeskrivelser

Lokalområdernes afgrænsning er defineret af kommuneplanens underområder. Indenfor underområderne findes kommuneplanens rammer. Kommuneplanens rammedel er opbygget over en database. Det vil sige, at der fx står akkurat det samme om en bevaringsværdig bygning ligegyldigt hvor i kommunen den optræder. Lokalområdebeskrivelserne supplerer denne stramme databaseopbygning med lokale kvaliteter, og bidrager dermed væsentligt til en samlet beskrivelse af et sted.

Lokalplanlægning

Når dit klik i kortet rammer et lokalplanlagt område, præsenteres du for et link til den konkrete lokalplan under kortet. Når der ikke kommer et link, skyldes det, at der ikke er en lokalplan for det valgte sted. Når der ikke er en lokalplan, er det kommuneplanens rammer og bygningsreglementet, der er gældende for stedet. 

En lokalplan er en detaljeret plan for, hvordan et specifikt område i kommunen skal udvikles og forbedres. Det er kommuneplanen, der lægger rammerne for lokalplanerne.

Find lokalplaner i Esbjerg Kommune her

Hvis du har spørgsmål om bygge- og udviklingsmuligheder, kan du kontakte kommunen for yderligere oplysninger.

Kontakt kommunen her

Kulturmiljøregistrering

Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der beskriver kulturhistoriske sammenhænge i by og land. Esbjerg Kommune har gennemført en registrering af kulturmiljøer i hele kommunen. Kulturmiljøerne indgår som et redskab for byggesagsbehandling og lokalplanlægning generelt. Ved at følge nedenstående link, kan du få et overblik over alle kulturmiljøer i Esbjerg Kommune og se, om dit eget lokalområde indeholder et eller flere kulturmiljøer.

Kulturmiljøer i Esbjerg Kommune

Høringsportalen

Høringsportalen giver dig mulighed for at følge med i, hvad der sker i dit lokalområde. Her kan du nemt finde oplysninger om nye sager i offentlig høring, afgørelser og planlagte borgermøder. Portalen giver dig et hurtigt overblik over sager og deres klagefrister. Du kan tilmelde dig nyhedsopdateringer og modtage en e-mail, hver gang der oprettes en ny høring, afgørelse eller et borgermøde i dit område. Derudover kan du finde tidligere sager i arkivet.

Find Esbjerg Kommunes høringsportal her

Lokalråd

Lokalråd er en central del af nærdemokratiet i Esbjerg Kommune, der både understøtter det sociale fællesskab lokalt, og samlet set bidrager til at skabe en stærkere og mere sammenhængende kommune.  

Nedenstående to links fører dig henholdsvis til et kort, som lige skal zoomes lidt ind for at få navnene på lokalrådene frem, og til kontaktoplysninger til lokalrådene.

Kort over lokalråd i Esbjerg Kommune

Kontaktoplysninger på lokalråd i Esbjerg Kommune